Sorgen og tiden

alarm-clock-clock-macro-100733Digteren Naja Marie Aidt mistede i marts 2015 sin voksne søn, og i 2017 udgav hun bogen “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Er du til skønlitteratur, og vil du læse en andens ord om, hvordan sorg kan føles, er det et fantastisk sted at gå hen.

Genremæssigt veksler Aidt hele tiden mellem prosa og poesi samt en lang række af citater og henvisninger til forfattere og musikere, som på forskellige måder behandler sorgtemaet. Selvom bogen i sagens natur kredser om Aidts egen sorg, er den derfor langt fra utilgængelig og lukket om sig selv. Der er hele tiden en henvisning at følge, hvis man ønsker at gå ud af den ene eller anden tangent, og Aidt er i sine egne tekster ofte meget let at relatere til som et menneske, der har oplevet sorgen, og meget oplysende for et menneske, der ønsker at forstå et medmenneske i sorg.

En af de tematikker, som Aidt på en helt formidabel måde beskriver i sin bog, er den helt forskruede oplevelse af tid, som mange sørgende oplever efter et tab. Tabet af en elsket er nemlig samtidig tabet af den fremtid, man skulle have haft med det menneske. Det kan derfor synes helt umuligt at bevæge sig selv ind en fremtid, mens den elskede for evigt er bundet i fortiden:

“I den standsede tid, i denne nye tid, der kun består af det eneste øjeblik, der findes lige nu, kan ingen planer laves for fremtiden. Ingen. Der er næsten gået halvandet år. Det er ingen tid. Ingen tid.

Når man ikke kan lave planer, kan man heller ikke forestille sig fremtiden. Eller noget andet. Når forestillingsevnen ikke er en mulighed, kan man ikke skrive. At skrive er at forestille sig. At skrive er også at bevæge sig skriftligt i tid. At skabe tid. Nutid, fortid, fremtid. At skrive fiktion er at forestille sig billeder og strukturer, hændelser og følelser, i tid. Arrangeret i tid. Med tiden som faktor, som kompositorisk kraft. Som det, der kæder forestillingerne sammen. Men nu er det ikke muligt. Det er ikke muligt for mig at skrive om andet end denne ikke-tid. Det er ikke muligt for mig at forestille mig at skrive i fremtiden. Der hvor der tidligere var forestillinger om at skrive det ene eller det andet i fremtiden, er der nu tyst. Der er ingen bevægelser. Der er dødsensstille. Vi deler det dødsensstille med vores døde. Vi befinder os på den måde i den samme tid, som vores døde befinder sig i. Vi befinder os på den måde det samme sted, som vores døde befinder sig. Vi er her. Men vi er også hos den døde. Det er ikke spor vanskeligt. Det sker helt af sig selv.

I dette dødsensstille øjeblik er det muligt at leve. Det er muligt at fungere. Det er muligt at foretage sig de mest nødvendige ting, at sikre sin egen og sine børns overlevelse. Det er muligt at tjene penge, at købe ind, lave mad, vaske tøj. Det er muligt at le. Det er muligt at have det rart. Det er ikke længere chokket, der styrer hvert eneste øjeblik, vi oplever. Der er mange ting, som nu synes fuldstændig meningsløse. Der er mange ting, vi undgår. Fester. Ligegyldige samtaler. Opgaver vi før ville påtage os, fordi det “gør man”, eller fordi “det ville være godt at gøre” i forhold til “karriere”, “netværk”, et “fremtidigt liv”, opgaver, der måske kunne være “spændende”, siger vi nu blankt nej til. Vi kan ikke udføre den type opgaver. Det er ikke dramatisk eller sørgeligt eller på anden måde emotionelt. Det gør os ikke ondt. Det er med stille væsen og ganske tyst og hvidt, at vi nu siger nej.”

Naja Marie Aidt i “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, s. 150-152

 

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close